Most terribly cold it was; it snowe

Most terribly cold it was; it snowed, and was nearly quite dark, and evening--the last evening of the year. In this cold and darkness there went along the street a poor little girl, bareheaded, and with naked feet. When she left home she had slippers on, it is true; but what was the good of that? They were very large slippers, which her mother had hitherto worn; so large were they; and the poor little thing lost them as she scuffled away across the street, because of two carriages that rolled by dreadfully fast.

One slipper was nowhere to be found; the other had been laid hold of by an urchin, and off he ran with it; he thought it would do capitally for a cradle when he some day or other should have children himself. So the little maiden walked on with her tiny naked feet, that were quite red and blue from cold. She carried a quantity of matches in an old apron, and she held a bundle of them in her hand. Nobody had bought anything of her the whole livelong day; no one had given her a single farthing.

She crept along trembling with cold and hunger--a very picture of sorrow, the poor little thing!

The flakes of snow covered her long fair hair, which fell in beautiful curls around her neck; but of that, of course, she never once now thought. From all the windows the candles were gleaming, and it smelt so deliciously of roast goose, for you know it was New Year's Eve; yes, of that she thought.

In a corner formed by two houses, of which one advanced more than the other, she seated herself down and cowered together. Her little feet she had drawn close up to her, but she grew colder and colder, and to go home she did not venture, for she had not sold any matches and could not bring a farthing of money: from her father she would certainly get blows, and at home it was cold too, for above her she had only the roof, through which the wind whistled, even though the largest cracks were stopped up with straw and rags.

Her little hands were almost numbed with cold. Oh! a match might afford her a world of comfort, if she only dared take a single one out of the bundle, draw it against the wall, and warm her fingers by it. She drew one out. "Rischt!" how it blazed, how it burnt! It was a warm, bright flame, like a candle, as she held her hands over it: it was a wonderful light. It seemed really to the little maiden as though she were sitting before a large iron stove, with burnished brass feet and a brass ornament at top. The fire burned with such blessed influence; it warmed so delightfully. The little girl had already stretched out her feet to warm them too; but--the small flame went out, the stove vanished: she had only the remains of the burnt-out match in her hand.

She rubbed another against the wall: it burned brightly, and where the light fell on the wall, there the wall became transparent like a veil, so that she could see into the room. On the table was spread a snow-white tablecloth; upon it was a splendid porcelain service, and the roast goose was steaming famously with its stuffing of apple and dried plums. And what was still more capital to behold was, the goose hopped down from the dish, reeled about on the floor with knife and fork in its breast, till it came up to the poor little girl; when--the match went out and nothing but the thick, cold, damp wall was left behind. She lighted another match. Now there she was sitting under the most magnificent Christmas tree: it was still larger, and more decorated than the one which she had seen through the glass door in the rich merchant's house.

Thousands of lights were burning on the green branches, and gaily-colored pictures, such as she had seen in the shop-windows, looked down upon her. The little maiden stretched out her hands towards them when--the match went out. The lights of the Christmas tree rose higher and higher, she saw them now as stars in heaven; one fell down and formed a long trail of fire.

"Someone is just dead!" said the little girl; for her old grandmother, the only person who had loved her, and who was now no more, had told her, that when a star falls, a soul ascends to God.

She drew another match against the wall: it was again light, and in the lustre there stood the old grandmother, so bright and radiant, so mild, and with such an expression of love.

"Grandmother!" cried the little one. "Oh, take me with you! You go away when the match burns out; you vanish like the warm stove, like the delicious roast goose, and like the magnificent Christmas tree!" And she rubbed the whole bundle of matches quickly against the wall, for she wanted to be quite sure of keeping her grandmother near her. And the matches gave such a brilliant light that it was brighter than at noon-day: never formerly had the grandmother been so beautiful and so tall. She took the little maiden, on her arm, and both flew in brightness and in joy so high, so very high, and then above was neither cold, nor hunger, nor anxiety--they were with God.

But in the corner, at the cold hour of dawn, sat the poor girl, with rosy cheeks and with a smiling mouth, leaning against the wall--frozen to death on the last evening of the old year. Stiff and stark sat the child there with her matches, of which one bundle had been burnt. "She wanted to warm herself," people said. No one had the slightest suspicion of what beautiful things she had seen; no one even dreamed of the splendor in which, with her grandmother she had entered on the joys of a new year.

結果 (デンマーク語) 1:

Mest frygteligt koldt var det; det sneede og var næsten helt mørkt, og aften--den sidste aften af året. I denne kolde og mørke gik der langs gaden en stakkels lille pige, bareheaded, og med nøgne fødder. Da hun forlod hjemmet hun havde hjemmesko, det er sandt; Men hvad var godt af det? De var meget store Tøfler, som hendes mor havde hidtil båret; så store var de; og den lille stakkel mistede dem som hun scuffled væk på tværs af gaden, på grund af to vogne, der rullede af frygtelig hurtigt.En tøffel var intetsteds at finde; den anden var blevet lagt fat i af en urchin, og ned han løb med han troede, det ville gøre capitally til en vugge når han nogle dag eller andre skal have børn selv. Så den lille pige gik på med sin lille nøgne fødder, der var helt rød og blå af kulde. Hun bar en mængde af kampe i et gammelt forklæde, og hun holdt et bundt af dem i hånden. Ingen havde købt noget af hende hele livslang dagen; ingen havde givet hende en single Hviid.Hun krøb langs bævende med kulde og sult - en meget billede af sorg, den lille stakkel!Flager af sne dækkede hendes lange fair hår, som faldt i smukke krøller rundt om hendes hals; Men, selvfølgelig, hun aldrig engang nu troede. Fra alle vinduer lysene glimtede, og det duftede så lækkert som stegt gås, for du ved, det var nytårsaften; Ja, i det hun troede.I et hjørne, dannet af to huse, som en avanceret mere end den anden, satte hun sig ned og cowered sammen. Hendes små fødder, hun havde trukket tæt op til hende, men hun voksede koldere og koldere, og gå hjem, hun ikke vovede, for hun ikke havde solgt nogen kampe og kunne ikke få en skilling af penge: fra sin far ville hun helt sikkert få slag, og hjemme det var koldt, for over hende, hun havde kun taget , gennem som vinden peb, selvom de største revner var stoppet med halm og klude.Hendes små hænder var næsten bedøvet med kolde. Oh! et match kan give hende en verden af komfort, hvis hun kun turde tage en eneste ud af bundtet, tegne det mod muren og varme fingrene ved det. Hun trak én. "Rischt!" hvor det flammede, hvor det brændte! Det var en varm, lys flamme, ligesom et stearinlys, som hun holdt sine hænder over det: det var et vidunderligt lys. Det syntes virkelig at den lille pige som om hun sad før en stor jernovnen med poleret messing fødder og en messing ornament i toppen. Ilden brændte med sådanne velsignede indflydelse; det varmede så dejligt. Den lille pige havde allerede strakte sine fødder at varme dem også; -- men den lille flamme gik ud, komfuret forsvandt: hun havde kun resterne af de udbrændte match i hendes hånd.Hun gned en anden mod væggen: det brændte smukt, og hvor lyset faldt på væggen, der væggen blev gennemsigtige som et slør, så hun kunne se ind i stuen. På bordet var spredt en Snehvid dug; Det var en flot porcelæn service, og stegt gås var dampende berømt med sin stopning af apple og tørrede blommer. Og hvad var stadig mere kapital til at se var, gås hoppede ned fra fadet, slingrede om på gulvet med kniv og gaffel i dens bryst, indtil det kom op til den stakkels lille pige; Når--kampen gik ud og intet andet end tykt, blev kolde, fugtige væg efterladt. Hun tændte en anden match. Nu er der hun sad under de mest storslåede juletræ: det blev stadig større og mere indrettede end den, som hun havde set gennem glasdøren i den rige købmandsgård.Tusinder af lys brændte på de grønne grene og muntert farvede billeder, som hun havde set i butiksvinduer, så ned på hende. Den lille jomfru strakte hænderne mod dem da--kampen gik. Lysene på juletræet steg højere og højere, hun så dem nu som stjerner på himlen; en faldt og dannet et langt spor af brand."Nogen er bare død!" sagde den lille pige; for sin gamle bedstemor, var den eneste person som havde elsket hende, og der var nu ikke mere, fortalte hende, at når en stjerne falder, stiger en sjæl op til Gud.Hun trak en anden kamp mod væggen: det var igen lys, og i den glans, der stod den gamle bedstemor, så lyse og strålende, så mild, og med sådan et udtryk for kærlighed."Bedstemor!" råbte den lille en. "Åh, Tag mig med dig! Du går væk når kampen brænder ud; du forsvinde ligesom den varme, brændeovn, som lækker stegt gås og som den storslåede juletræ!" Og hun gned kampe hele bundtet hurtigt mod væggen, for hun vil gerne være helt sikker på at holde sin bedstemor i nærheden af hende. Og kampene gav sådan en strålende lys at det blev lysere end ved middagstid-dag: aldrig tidligere var bedstemor blevet så smuk og så høj. Hun tog den lille pige, på armen, og både fløj i lysstyrke og glæde så højt, så meget høj, og derefter frem var hverken kulde, sult eller angst--de var med Gud.Men i hjørnet, på den kolde time af dawn, sad den stakkels pige, med røde kinder og en smilende mund, lænede sig mod væggen--frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Stiv og skarp sad barn der med hendes kampe, hvoraf et bundt var blevet brændt. "Hun ønskede at varme sig," sagde folk. Ingen havde den mindste mistanke om hvad smukke ting hun havde set; ingen drømte selv om pragt, med hendes bedstemor, hun var kommet ind på glæden ved et nyt år.

結果 (デンマーク語) 2:

Mest frygteligt koldt det var; det sneet, og var næsten helt mørkt, og aften - den sidste aften i året. I denne kolde og mørke gik der langs gaden en lille, fattig pige, barhovedet og med nøgne fødder. Da hun forlod hjemmet havde hun tøfler på, det er sandt; men hvad var det gode i det? De var meget store tøfler, som hendes mor hidtil havde båret; så stor var de; og den fattige lille ting mistet dem som hun scuffled væk på tværs af gaden, på grund af to vogne, der rullede med frygtelig hurtigt. Et tøffel var ikke at finde; den anden var blevet grebet af en urchin, og fra han løb med det; han troede, det ville gøre fortræffeligt til en vugge, når han en dag eller anden skulle have børn selv. Så den lille pige gik med sine små nøgne fødder, der var helt røde og blå af kulde. Hun bar en mængde tændstikker i en gammel forklæde, og hun holdt et bundt af dem i hånden. Ingen havde købt noget af hende hele livelong dagen; . ingen havde givet hende en enkelt øre Hun krøb sammen rystede af kulde og sult - en meget billede af sorg, den stakkels lille ting! De flager af sne omfattet sit lange lyse hår, som faldt i smukke krøller omkring hendes hals; men af det, selvfølgelig, hun aldrig en gang nu troede. Fra alle vinduer lysene var skinnende, og det guldlaks så lækkert af gåsesteg, for du ved, det var nytårsaften; ja, af at hun troede. I et hjørne er dannet af to huse, hvoraf den ene avancerede mere end den anden, hun satte sig ned og krøb sammen. Hendes små fødder, hun havde trukket tæt op til hende, men hun voksede koldere og koldere, og til at gå hjem at hun ikke vove, for hun havde ikke solgt nogen kampe og kunne ikke bringe en skilling penge: fra sin far, hun ville sikkert få slag, og hjemme det var koldt også, for over hende, at hun kun havde taget, hvorigennem vinden peb, selvom de største revner blev stoppet op med halm og klude. Hendes små hænder var næsten lammet af kulde. Oh! en kamp kunne tillade sig hende en verden af komfort, hvis hun turde kun tage en enkelt ud af bundtet, trækker den mod væggen, og varme Fingrene af den. Hun trak én ud. "Rischt!" hvordan det brændte, hvordan det brændte! Det var en varm, klar flamme, ligesom et lys, da hun holdt sine hænder over det: det var en vidunderlig lys. Det syntes virkelig at den lille pige, som om hun sad foran en stor jern komfur, med bruneret messing fødder og en messing ornament på toppen. Ilden brændte med en sådan velsignet indflydelse; det varmede så dejligt. Den lille pige havde allerede rakte hendes fødder til at varme dem også; men - den lille flamme gik ud, ovnen forsvandt hun havde kun resterne af den udbrændte match i hånden. Hun gned hinanden mod væggen: det brændte klart, og hvor lyset faldt på væggen, der den muren blev gennemsigtigt som et slør, så hun kunne se ind i lokalet. På bordet blev spredt en sne-hvid dug; på det var en glimrende porcelæn service, og gåsesteg dampkogte berømt med sin fyld af æble og tørrede blommer. Og hvad var endnu mere kapital til at se var, gåsen hoppede ned fra fadet, vaklede om på gulvet med kniv og gaffel i sin bryst, indtil det kom op til de fattige lille pige; når - kampen gik ud og intet, men den tykke, kolde, fugtige mur blev efterladt. Hun tændte en anden kamp. Nu er der sad hun under den mest storslåede juletræ: det var stadig større og mere dekoreret end det, hun havde set gennem glasdøren i den rige købmandsgård. Tusindvis af lys brændte på de grønne grene, og gaily- farvede billeder, som hun havde set i shop-vinduer, så ned på hende. Den lille Jomfru strakte hænderne mod dem, når - kampen gik ud. Lysene i juletræet steg højere og højere, hun så dem nu som stjerner i himlen; ene faldt ned og dannede en lang sti af brand. "Nogen er bare død!" sagde den lille pige; for hendes gamle mormor, den eneste, der havde elsket hende, og som nu var der ikke mere, havde fortalt hende, at når en stjerne falder, en sjæl stiger til Gud. Hun trak en anden match mod væggen: Det var igen lys, og i glans stod den gamle bedstemor, så lyse og strålende, så mild, og med en sådan udtryk for kærlighed. "Mormor!" råbte den lille. "Åh, tag mig med dig Du går væk, når kampen brænder ud;!! Du forsvinde ligesom den varme komfur, ligesom den lækre stege gås, og ligesom den storslåede juletræ" Og hun gned hele bundt tændstikker hurtigt mod væggen, for hun ønskede at være helt sikker på at holde sin bedstemor i nærheden af hende. Og kampene gav en strålende lys, at det var klarere end ved middagstid dag: aldrig tidligere haft bedstemor været så smuk og så høj. Hun tog den lille pige, på armen, og begge fløj i lysstyrke og i glæde så højt, så meget højt, og derefter over hverken kulde, ingen Hunger, ingen angst -. De var hos Gud , men i hjørnet, på den kolde daggry, sad den fattige pige, med røde kinder og en smilende mund, lænet mod væggen - frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Stiv og skarp sad barnet der med sine kampe, hvoraf den ene bundt var blevet brændt. "Hun ville varme sig," sagde folk. Ingen havde den mindste mistanke om, hvad smukke ting, hun havde set; ingen selv drømte om den pragt, som, med sin bedstemor, hun havde indgået på glæderne ved et nyt år.

結果 (デンマーク語) 3:

De fleste forfærdeligt koldt var det; det sneede, og det var næsten helt mørkt, og aften - den sidste aften i året. I denne kolde og mørke gik på gaden en stakkels lille pige, bareheaded og med nøgne fødder. Da hun gik hjem havde hun tøfler på, det er rigtigt; men hvad var det godt for? Det var meget store tøfler, hendes mor havde hidtil har slidt, så stor var de;Og den stakkels lille ting tabt dem som hun scuffled væk på gaden, fordi to af hest evogne, der rullede af frygtelig hurtigt.

ene tøffel var ikke at finde; de andre var parkeret ved en slår fra og han løb med det; han mente, at det ville gøre capitally til holderen når han en dag eller andre skal have børn selv.Så den lille maiden gik på med sine små nøgne fødder, der var helt rød og blå af kulde. Hun havde en mængde af kampe i et gammelt forklæde, og hun holdt et bundt dem i hendes hånd. Ingen havde købt noget af hendes hele livelong dag; ingen havde givet hende en enkelt øre.

hun krøbet sammen rystede med sult og kulde - et helt billede af sorg, den stakkels lille ting!

Det flager af snedækkede hendes lange fair hår, der faldt i smukke krøller rundt om hendes hals; men hun naturligvis har aldrig når nu. Fra alle vinduer lysene var skinnende, og det lugtede så lækkert af stegte gæs, for du ved, at det var nytårsaften; ja, for, at hun troede.

i et hjørne dannet af to huse, hvoraf det ene mere end det andet.Hun sidder selv ned og cowered sammen. Hendes lille fod hun havde trukket tæt op til hende, men hun voksede koldere og koldere, og gå hjem hun ikke tør, for hun havde ikke solgt nogen kampe og kunne ikke få en øre penge: fra hendes far ville hun helt sikkert få slag, og hjemme var det koldt, for over hende, hun havde kun taget, gennem hvilken vind whistled,Selvom de største revner var stoppet op med halm og klude.

hendes små hænder var næsten sløvet den med kold. Åh! En match kan give hende en verden af komfort, hvis hun kun har turdet tage en enkelt ud af bundtet, trække den mod væggen og varme hendes fingre. Hun trak en ud. "Rischt!" hvordan det drønede ind, hvor det brændte! Det var en varm, klar flamme, som et lys,Da hun holdt sin hånd over det: det var en dejlig let. Det lod virkelig til lidt maiden som om hun sad foran et stort komfur med poleret messing fødder og en messing dekoration øverst. Ilden brændte med en sådan velsignet indflydelse; det varmede så dejligt. Den lille pige havde allerede strakt ud hendes fødder til at varme dem for; men -- lille flamme gik, komfuret forsvundet:Hun havde kun resterne af det nedbrændte match i hendes hånd.

hun gned et andet mod væggen: det brændte lyst, og hvor lyset faldt på væggen, der muren blev gennemsigtig som et slør, så hun kunne se ind i rummet. På bordet lå spredt en sne-hvid dug; det var en flot porcelæn service,Og de stegte gæs blev dampning berømte med sin udstopning af apple og tørrede blommer. Og hvad der var endnu mere kapital til vupti var, goose hoppede ned fra fad, reeling om på gulvet med en kniv og gaffel i sit bryst, indtil det gik op for den stakkels lille pige; når--match gik ud og intet, men den tykke, kolde, fugtige mur blev efterladt. Hun tændte en anden match.Nu blev hun siddende under de mest storslåede juletræ: det var endnu større og mere indrettet end den, hun havde set gennem en glasdør i rige merchant's house.

tusindvis af lys brændte på de grønne grene og farvestrålende farvede billeder, som hun havde set i butikken-vinduer, ser ned på hende.Den lille maiden udstrakt hendes hænder mod dem, når--match gik ud. Lysene på juletræet steg højere og højere, hun så nu som stjernerne på himmelen; en faldt ned og dannede en lang stribe af brand.

"en person er lige død!" sagde den lille pige; for hendes gamle bedstemor, den eneste person, der havde elsket hende, og der var nu ikke mere, havde fortalt hende, at når en stjerne falder,En sjæl stiger til Gud.

hun gjorde en anden match mod væggen: det var igen let, og i den glans der stod den gamle bedstemor, så lyst og strålende, så mild og med et udtryk af kærlighed.

"mormor!" råbte den lille. "Åh, lad mig med dig! Du går væk, når det passer til brænder ud; du forsvinde ligesom det varme komfur, ligesom den lækre stegte gæs,Og ligesom den storslåede juletræ!" Og hun gned hele bundtet af kampene hurtigt mod muren, for hun ville være helt sikker på at holde hende mormor tæt på hende. Og det matcher gav en strålende lys, det var klarere end ved middagstid i dag: aldrig tidligere havde bedstemor er så smuk og så høje. Hun tog den lille jomfru, om hendes arm.Og både fløj i lysstyrke og glæde så højt, så højt, og derefter blev hverken kold eller sulten, eller angst - de var med Gud.

Men i hjørnet, på den kolde time af dawn, sat den stakkels pige, med rosenrøde kinder og med en smilende mund, læner sig mod væggen - frosset ihjel på den sidste aften i det gamle år. Hård og skarp sat det barn der med hendes kampe.Et bundt var blevet brændt. "Hun ville varme sig selv," sagde. Ingen havde den mindste mistanke om, hvad smukke ting, som hun havde set; ingen selv drømte om den pragt, der med sin bedstemor hun havde angivet på glæderne ved et nyt år.